Penge

It is well enough that people of the nation do not understand our banking and monetary system,
for if they did, I believe there would be a revolution before tomorrow morning.
Henry Ford

Kun ganske få ved hvordan penge bliver til, er vores nationalbanker privat ejet?
For hver eneste krone en nationalbank (og alm. banker) udstæder/udlpner skal der betales renter.
Det vil sige der skal lånes til renter, for at kunne tilbage betale den første
krone med renter. Et fantastisk system for dem der styrer det.
De bestemmer ligeledes renten der tildels styres af pengemængden, nationalbankerne
har fuld kontrol og eneret over. Langsomt vil penge systemet løbe tør for brændsel,
gælden blive for stor og synlig, som en fuld mand der forsøger at drikke sig ædru.

Man snakker sandsynligvis om hvordan denne kæmpe gæld kan afskrives så bankernes
tab minimeres og 90% af regningen tørres af på de mange.

Det er et kapitel for sig hvordan bankerne og invisterings fonde har bedraget
befolkningen og svindlet formuer væk.
Nedskæringer specielt grækenland, spanien, portugal, irland pga EU/IMF der kræver
dette, fordi desse lande har gæld.
Men er det rimeligt at det igen er de 99% der betaler prisen?

Rothschild verdens omspændende bank familie, "ejer" de nationalbanker?
National sjovt ord når det ikke er nationens.
Banker og militære industrien er de to nøgle spillere i verden og politikerne
er deres, hanskedukke-talerør.

”Government is the Entertainment division of the military-industrial complex.”
Frank Zappe

-------------------------------------------------------------------------------------------
Et kendt citat er: "Det er en mærkelig idé, at de rige arbejder bedre, hvis de hele
tiden bliver rigere, mens de fattige bare arbejder bedre, hvis de bliver fattigere." John Kenneth Galbraith

Her uddrag af en bog fra 1970erne, af professor i økonomi ved Harvard universitetet, John Kenneth Galbraith.
Han var rådgiver for forskellige regeringer i Washington og ambassadør i Indien.
"I USA var depressionen i 1920-21 den første prøve på nationens utilfredshed med det uregulerede bankvæsens
anarki og Federal Reserves evne til at klare situationen. Prøven blev ikke bestået.
I 1921 standsede 505 banker deres betalinger, mere end tre gange så mange som året før. Og antallet af
fallitter blev derpå ved med at være højt - kun i to af årene til og med 1929 var antallet mindre end
i 1921. Efter 1921 kom de otte fede år.

Men de, der tilrettelægger livet for mænd med ry og position i finansverdenen, ser ikke med venlige øjne på
hvileperioder. En betydelig del af de riges investeringer skete i form af lån til udlandet - tyske
storbyer, sydamerikanske republikker. Meget af den indenlandske långivning skete til foretagender,
der blev sat i gang med den daværende generation af finansgenier, hvilket alt sammen involverede en
kompliceret og undertiden helt uforståelig struktur af holdingselskaber, hvorved der sikredes afgørende
indflydelse med en minimal investering. Holdingselskabernes foretagender og de store
investeringssammenslutninger var 1920'ernes mirakler, og de, der skabte dem, var tidens giganter.
Disse foretagender og deres igangsættere var i alle henseender forløbere for de finansstrukturer,
der skulle komme til at smykke og derefter skæmme den finansielle skueplads i 1960'erne og 70'erne.
Delvis med oprindelse i periodens udbytter og de store igangsætteres tilsyneladende geni ser vi endelig
højkonjunkturen på aktiemarkedet. Aktierne begyndte at stige i sidste halvdel af 1924 og fortsatte
opefter i 1925. I 1926 kom et kort tilbageslag sammen med to orkaner, og den omstændighed, at den masse
af nye købere, der er nødvendig for at holde enhver spekulation i gang, var opbrugt, førte til sammenbrud
af den store højkonjunktur for handelen med jord i Florida. I 1927 begyndte bevægelsen opad på ny,
og den blev stedse stærkere indtil september 1929. New York times konstaterede, at 25 industripapirer,
der havde haft en gennemsnitskurs på 134 ved udgangen af 1924, stod i 245 ved udgangen af 1927 og 331
ved begyndelsen af 1929. Kursen steg fra 339 til 449 i de tre sommermåneder i dette år, en forøgelse
på 32 procent. Ligesom før købte både enkeltpersoner og institutioner, navnlig de nye
investeringssammenslutninger, fordi de ventede, at priserne ville stige. Deres køb fik da også
priserne til at stige, og det bevirkede, at deres forventninger blev indfriet og affødte endnu
større forventninger med deraf resulterende stærk købelyst. Det må endnu en gang konstateres,
at denne købelyst ville vare ved, indtil tilgangen af nye købere, standsede, eller der skete noget,
som kunne vende forventningerne til bekymring, f.eks. ved et sammenbrud i de store holdingselskabsstrukturer.

Garantien for værdipapirer i 1920'erne finansieredes i vid udstrækning af de kommercielle banker.
Enkeltpersoners spekulationskøb af værdipapirer finansieredes på lignende måde. Meget af dette,
der skete i forventning om gevinster, skete ved, at bankerne ydede lån til købet af aktierne og
tog disse som sikkerhed. Disse banker stiftede selv betydelige lån hos Federal Reserve, der således
nærede spekulationen og ikke standsede den.

Den 1. juli 1927 ankom "Mauretania" til New York med cheferne for Bank of England og Reichsbank
ombord. De skulle mødes med vicechefen for Banque de France og chefen for Federal Reserve Bank of New York,
der hed Benjamin Strong. Der diskuteredes sager af stor betydning for almenheden. De, der drøftede dem, var i
realiteten offentlighedens tjenere, altså at betragte som embedsmænd. Alligevel gik man ud fra, at offentligheden
burde holdes ude fra ethvert kendskab til deres forhandlinger. Denne antagelse er stadig i forbavsende grad
gyldig, hvor det drejer sig om international monetær politik. Det vigtigste diskussionsemne var Bank of
Englands konsekvent svage stilling for så vidt angik reserver. Dette kunne der, mente bankfolkene,
rådes bod på ved at Federal Reserve Systemet mindskede rentesatserne og opmuntrede udlånsvirksomheden.
Federal Reserve føjede sig og kort efter mødet satte den diskontoen ned fra 4 til 3,5 procent.
Forretningsbankernes kassereserver blev i de kommende måneder fyldt op ved markedsoperationer -
ved Federal Reserve Banks køb af 340 millioner dollars statsobligationer. Dette var ifølge den
almindelige mening den fejl, der førte til den store spekulation på aktiemarkedet. I et øjeblik,
da tilbageholdenhed var nødvendig, havde udlændingene overtalt de amerikanske autoriteter til at
være liberal, hvilket var til gavn for de fremmede og skete på amerikansk bekostning. Det var den
største og dristigste operation, der nogen sinde er foretaget af Federal Reserve System, og den
resulterede i en af de kostbareste fejl, der er begået af dette eller noget andet banksystem i de
sidste 75 år.

I løbet af tyverne steg udlånet til spekulation. Et alternativ var at afskære de banker, der lånte
fra Federal Reserve, fra at låne ud til aktiemarkedet. Desværre boede de største syndere, bankerne i
New York, dør om dør med Federal Reserve Bank of New York. En af de største banker, National City Bank
lededes dengang af en mand ved navn Charles E. Mitchell, en livlig, men i høj grad uintelligent mand,
der selv var stærkt involveret i markedet. Hvis højkonjunkturen brød sammen, ville Mitchell også gøre
det, et forhold, som han dog var i stand til at erkende. I begyndelsen af 1929 blev Mitchell, ufatteligt
nok, bestyrelsesmedlem i New York Federal Reserve Bank. I februar 1929 udstedte Federal Reserve Board i
Washington en advarsel mod at bruge Federal Reserve midler til at finansiere spekulation. Advarselen
savnede intet i tydelighed, og markedet sitrede som reaktion på denne advarsel, men rettede sig snart
igen. I marts 1929 talte Federal Reserve Board om at holde lørdagsmøder, hvilket aldrig før var set,
og nu blev bankerne bange og begyndte at indskrænke deres lån til aktiemarkedet. Mitchell udtalte, at
han "følte det som en pligt, der går forud for enhver advarsel fra Federal Reserve, at forebygge
enhver farlig krise på pengemarkedet", så gennem National City afsatte han dagen efter 25 millioner
dollars til vekselererlån, der skulle gives som fem millioner dollars for hvert point, som renten
for anfordringslån steg over 16 procent. Markedet kom sig omgående, men Mitchell blev hårdt ramt
af sammenbruddet samme efterår og afskediget fra sin stilling. Han måtte gennem en langvarig skattesag
og en civil retssag, hvor han krævedes for over en million dollars i ubetalte skatter, men han blev
frikendt for anklagen for skattesnyderi.

Formanden for Federal Reserve Boards bestyrelse og bankernes udlånsvirksomhed, der gjaldt spekulation
på aktiemarkedet, var af den opfattelse, at selv om man i nogen grad kunne bremse hysteriet, måtte man
ladet det løbe linen ud. Samtidig ville Federal Reserve ved at gå hårdt på med hensyn til at begrænse
udlån til spekulationsformål, være skyld i, at højkonjunkturen sluttede, og at hundreder af millioner
af dollars hos hundredtusinder af spekulanter ville gå tabt. Mange af disse betragtede sig som kloge,
forsigtige og fortjenstfuld investorer. Sandsynligvis ville det også betyde en depression, og hvem ville
ønske at pådrage sig den heraf resulterende vrede? Hvem ville bryde sig om at skulle leve resten af sit
liv med dette ansvar og den deraf følgende dadel og isolation?

I begyndelsen af sommeren 1929 advarede P. M. Warburg, der var en af Systemets ophavsmænd og første
direktører, mod det stedfindende orgie af hæmningsløs spekulation. I en forudseende kommentar udtalte
han, at hvis den fortsatte, ville den med stor sandsynlighed resultere i en almindelig depression, der
ville ramme hele landet. Reaktionen var voldsomt, og de venligste kommentatorer sagde, at han ikke havde
fulgt med tiden. Mere åbenhjertige kritikere beskyldte ham for sabotage - for at rette et attentat mod
den amerikanske velstand. Det blev antydet, at han forfulgte private økonomiske interesser. Han sagde
bagefter til sine venner, at det var den vanskeligste oplevelse i hans liv.

Katastrofen kom sent i oktober 1929. Torsdag den 24. oktober troede man efter en række dårlige dage,
at bunden var faldet ud af markedet. Den følgende tirsdag gjorde den det. I de kommende dage aftog
panikken, men markedet fortsatte med at gå ned. Der skete en kort bedring i foråret 1930 og
derefter en videre nedgang. Den 8. juli 1930 var New York Times' indeks for industriaktier 58 - lidt
over en ottendedel af, hvad det havde været tre år tidligere. Bruttonationalproduktet var over en
fjerdedel mindre end i 1929 målt i dette års priser, og nær ved halvdelen i værdi. I 1929 var ledigheden
gennemsnitligt på 3,2 procent, mens den i 1932 var på næsten 25 procent og året efter var den endnu større.
Der var ingen egentlig arbejdsløshedsunderstøttelse; ifølge et konstitutionelt princip, som de velhavende
energisk påberåbte sig, skønnedes hjælp til trængende at være en lokal opgave og pligt. Landbrugspriserne
faldt mere end halvdelen i løbet af tre år, og produktionen og priserne forblev lave, mens ledigheden
var høj - helt frem til 1937 da bruttonationalproduktet igen var så højt som i 1929. Først i 1941 faldt
ledigheden til under 10 procent.

Meget taler for, at i sin virkning på menneskenes angst og bekymringer er den store depression i 30'erne
den hidtil vigtigste begivenhed i vort århundrede - i det mindste for amerikanerne. Ingen af de to
verdenskrige havde en lignende virkning på så mange, udløsningen af atomenergien kan nok have tilskyndet
nogle af de patologisk krigsgale til en vis forsigtighed, men den var af mindre betydning. Rejserne
til månen var en detalje i sammenligning. Kun få, der gennemlevede den store depression, var uforandrede
efter denne oplevelse.

I 1929 gik 659 banker ned efter sammenbruddet, i 1930 1352 og i 1931 2294. Medlemmer af Federal Reserve
gik ned sammen med andre, og selv de store New York banker kunne ikke føle sig sikre. Den store Bank of
The United States gik fallit i december 1930, med 200 millioner dollars var det den største kommercielle
bank i Amerikas historie, der gik ned.

Bankkrak og frygten for bankkrak gav anledning til deflation - det reducerede forbrug, investering og
derigennem salg, produktion, beskæftigelse og priser.

I 1932 overvandt Federal Reserve omsider sin frygt for inflation og begyndte på markedsoperationer.
Der blev købt statspapirer og følgelig strømmede kontanter ud til bankerne. Det var for sent.

Da man nåede udgangen af 1933, var næsten halvdelen af nationens banker forsvundet, og allerede i
begyndelsen af 1932 var der kun få, hvis ledere ikke spekulerede på, om ikke også deres banker ville falde.
I slutningen af 1932 og begyndelsen af 1933 ramte denne krise ikke længere blot enkelte banker og små banker,
men bredte sig over hele lokalsamfund og endog enkeltstater i Unionen. Den strakte sig endog ind i de
vigtigste finanscentre og til de store banker. Den modforanstaltning, der nu faldt myndighederne ind,
var at lukke samtlige banker i et sådant lokalsamfund, før indskyderne lukkede dem. I slutningen af
oktober 1932 fik samtlige banker i Nevada således "ferie"."

(Kilde: John Kenneth Galbraith: Penge - deres fortid og fremtid. 1975)